I denne kategori Integration

IntegrationE-conomic integration

Forbered e-conomic før du forbinder din webshop

Det skal være på plads i e-conomic og i din webshop før du forbinder dem: varer til gebyrer, unikke varenumre og de valgfrie opsætninger.

4 min. læsetid

På denne side

Integrationen bruger nogle ting i e-conomic som skal findes, før du forbinder din webshop. Det vigtigste er to varer til gebyrer. Resten er valgfrit, men nemmest at gøre fra starten.

Vejledningen tager udgangspunkt i en ny e-conomic med den standardopsætning e-conomic laver første gang du logger ind. Der er mange måder at føre regnskab på, og vi er hverken revisorer eller bogholdere. Er du i tvivl om hvilke konti og grupper du skal bruge, så spørg din revisor eller e-conomic.

Trinene i e-conomic er tjekket mod e-conomics egne vejledninger 8. november 2026. Hvis e-conomic har ændret noget siden, er det deres vejledninger der gælder.

Prøv det først i en prøveperiode

Vi anbefaler at du prøver integrationen af på en gratis prøveperiode hos e-conomic, før du forbinder den til dit rigtige regnskab. e-conomic tilbyder 14 dage gratis. Så kan du se hvordan ordrer, kunder og varer kommer over, uden at det påvirker dit regnskab.

Når du er tilfreds, forbinder du webshoppen til dit rigtige regnskab og gennemgår integrationens indstillinger igen, fordi grupper, betingelser og varer skal vælges fra det regnskab du forbinder til.

1: Opret to varer til gebyrer

Fragt og betalingsgebyrer kommer over i e-conomic som linjer på ordren. Hver linje skal have et varenummer i e-conomic, og det er varens varegruppe der bestemmer hvilken konto beløbet bogføres på, og om der er moms. Derfor skal du oprette mindst to varer: én til gebyrer med moms og én til gebyrer uden moms.

En ny e-conomic har fire varegrupper: "Varer m/moms", "Varer u/moms", "Ydelser m/moms" og "Ydelser u/moms".

  1. Gå til Salg > Varer > Varer og klik på "Ny vare".
  2. Skriv Gebyr m/moms som varenummer, vælg varegruppen "Ydelser m/moms", og kald varen "Gebyrer med moms". Pris og beskrivelse er ligegyldige, så dem kan du lade stå tomme eller sætte til 0.
  3. Klik på "Gem & ny".
  4. Opret den anden vare på samme måde med varenummeret Gebyr u/moms, varegruppen "Ydelser u/moms" og navnet "Gebyrer uden moms". Klik på "Gem".

Se også e-conomics vejledning: Opret varer, ydelser og varegrupper (åbner i en ny fane).

Varenumrene skriver du senere ind i integrationens opsætning i webshoppen.

2: Sørg for at alle produkter har et unikt varenummer

Integrationen kobler produkterne i webshoppen til varerne i e-conomic på varenummeret. Derfor skal alle produkter og varianter have et varenummer, og det samme varenummer må ikke bruges på to produkter. Et varenummer kan højst være 25 tegn.

  1. Find produkter der deler varenummer: gå til produktlisten og vælg visningen "Med dobbelt model/varenr.".
  2. Giv dem hvert sit varenummer, og giv et varenummer til de produkter der ikke har et.
  3. Gå til Produktkatalog > Standard indstillinger for nye produkter og slå "Unikke model/varenumre" til. Så kan ingen fremover gemme et produkt med et varenummer som allerede er brugt.

3: Betalingsbetingelser og layout (valgfrit)

Integrationen bruger e-conomics betalingsbetingelser og layout på de ordrer og fakturaer den opretter. Du vælger dem pr. betalingsmetode i integrationens opsætning. Dem e-conomic opretter fra start, kan du sagtens bruge.

Sender du fakturaer fra e-conomic til dine kunder, er det en god idé at have en betingelse til ordrer der allerede er betalt med kort. Ellers står der på fakturaen at kunden skal betale.

4: En medarbejder til webshoppen (valgfrit)

Integrationen kan sætte en medarbejder som reference på ordrer og kunder. Det gør det nemmere at trække salgsrapporter ud for webshoppen. Har du flere webshops, kan hver af dem få sin egen medarbejder.

I e-conomic skal der være en medarbejdergruppe før du kan oprette en medarbejder:

  1. Gå til Salg > Opsætning > Medarbejdere.
  2. Klik på "Medarbejdergrupper" og derefter "Ny medarbejdergruppe". Skriv nummer og navn, og klik på "OK".
  3. Gå tilbage til medarbejderne, klik på "Ny medarbejder", udfyld felterne, og klik på "OK".

Se e-conomics vejledning om medarbejdere (åbner i en ny fane).

Når det er på plads, er du klar til at sætte integrationen op i webshoppen.